Informationsteknik valgt som SKI-leverandør af AV-udstyr

Pressemeddelelse

Informationsteknik valgt som SKI-leverandør af AV-udstyr
Informationsteknik A/S er valgt og godkendt som SKI-leverandør og skal de kommende år levere AV-udstyr til det offentlige. Rammeaftalen SKI 50.70 AV-udstyr har en vurderet værdi på omkring 300 millioner kroner, hvor Informationsteknik har ambitioner om at erobre en stor del af aftalen

Informationsteknik, der er en af Danmarks største leverandører af professionelle løsninger indenfor AV, videoovervågning samt IT-infrastruktur har vundet en aftale med Statens og Kommunernes Indkøbsservice, efter at SKI har haft den såkaldte aftale SKI 50.70 AV-udstyr i udbud. Med godkendelsen som SKI-leverandør positionerer Informationsteknik sig dermed indenfor det offentlige marked ved for første gang at blive valgt som én af tre leverandører af AV-udstyr til den offentlige sektor.

AV-rammeaftalen har en vurderet værdi på omkring 300 millioner kroner for hele aftaleperioden og omfatter bl.a. interaktive tavler og projektorer, skærme, videokonferenceudstyr, mikrofoner samt mere komplekse AV-løsninger via miniudbud.

Indikator for den rigtige strategi

Hos Informationsteknik ser administrerende direktør Fritz Andersen godkendelsen som en indikator for, at virksomhedens strategi med at tilbyde AV-udstyr og –løsninger, hvor pris og kvalitet hænger godt sammen, er rigtig.

  • For første gang ser vi et AV-udbud, hvor der er givet plads til specialister, hvilket vi er særdeles godt tilfredse med. Vi er kommet på aftalen ved især at tilbyde et bredt produktsortiment fra markedets stærkeste producenter indenfor såvel det obligatoriske som det frivillige sortiment – og ikke mindst til konkurrencedygtige priser. Kombinationen gør det langt lettere for offentlige organisationer og institutioner at få markedets bedste udstyr samt komplekse løsninger til attraktive priser, udtaler Fritz Andersen.

Stolt over blåstempling

Aftalen, der løber i op til fire år, forventes at have en værdi på et stort årligt millionbeløb for Informationsteknik, hvor direktøren ser frem til, at virksomheden nu også kan løfte det offentlige markedspotentiale.

  • Vi har den rigtige muskelkraft og samlet set de rigtige spidskompetencer til at blive leverandør på SKI AV-rammeaftalen og er stolte over den blåstempling, som aftalen giver Informationsteknik. I dag har vi allerede en række store offentlige kunder som bl.a. omfatter Folketinget, Domstolsstyrelsen, herunder Højesteret og Landsretten samt en række øvrige offentlige institutioner, kommuner og uddannelsesinstitutioner. Men vi er opmærksomme på, at vi skal fortælle endnu flere kunder i det offentlige om vores kompetencer inden for AV-udstyr og –løsninger. Det er et spændende arbejde, som vi har foran os, og det glæder vi os til at komme i gang med, fremhæver Fritz Andersen.

Kort om rammeaftalen

Rammeaftalen træder i kraft 1. januar 2018 og indgår i Statens Indkøbsprogram. Aftalen dækker derfor både statslige og kommunale institutioners behov for indkøb af AV-udstyr til såvel skoleområdet som administration. Informationsteknik er kommet på aftalen i konsortium med SIS A/S, og sammen skal de være med til at bringe det offentlige helt i front på AV-løsninger.

__________________________________________________________________

  • Kontakt og yderligere information:
    Informationsteknik A/S, adm. direktør Fritz Andersen, tlf. nr. 3132 6077, fa@informationsteknik.com
  • SIS A/S, adm. dir. René Heisselberg Pedersen, tlf. nr. 6441 0490, pedersen@sis-as.dk